Voksenkorsstævne
Med Marianne Søgaard
Velkommen til en dag, hvor stemmer mødes, klange vokser, og fællesskabet får luft under vingerne. Det er for voksenkor og korledere som gerne vil have:
- inspiration til levende og nærværende korsang
- nye sange og stærke melodier til repertoiret
- klang, udtryk og fællesskab
- en engagerende og energifyldt korlederoplevelse
- fællessang med mening, musikalitet og glæde
Marianne Søgaard er en af Danmarks stærkeste stemmer inden for ny fællessang og folkelig korsang. Med sit melodiske, iørefaldende tonesprog og sin smittende formidling skaber hun nærvær, fællesskab og sangglæde på tværs af generationer. Hun er repræsenteret i Højskolesangbogen og kendt fra DR’s fællessangsprogrammer som pianist, sanger og formidler.
"På korworkshoppen skal vi arbejde med udgivelsen "Håbet er levende" (forlaget Mixtur 2025), som er mine salmemelodier udsat for kor af dirigent og arrangør Jonas Rasmussen (dirigent for Akademisk Kor og Youth Choir Aarhus U). Vi skal også arbejde med værker fra korudgivelsen "Vi kommer til dit hus" (forlaget Dansk Sang 2022), som er mine salmemelodier i egne arrangementer. Al musikken er udgivet på albummet "Håbet er levende", som findes på alle musikstreamingtjenester.
Jeg glæder mig til voksenkorsstævne i Ikast kirke 6. marts 2027."
Marianne Søgaard er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium og cand.theol. fra Aarhus Universitet. Hun underviser til daglig på Silkeborg Højskole og står bag flere prisvindende sange og salmer.