Om KORLIV - folkekirkens kororganisation
Danmarks største kororganisation
KORLIV - folkekirkens kororganisation er landsorganisationen af børne-, ungdoms- og voksenkor i og udenfor folkekirken. Med over 13.000 korsangere og korledere er vi Danmarks største kororganisation.
KORLIVs aktiviteter
KORLIV varetager korsangernes og korledernes interesser gennem en lang række aktiviteter: Kurser, korstævner, nodeudgivelser, netværksgrupper og meget andet. KORLIV er en aktiv medspiller i det danske korarbejde i folkekirken, skoler og i forhold til at tilbyde børn og unge i Danmark et liv med sang og musik.
Et korliv for alle
Alle er velkomne i KORLIV! Korsangere, korledere, forældre, menighed, menighedsråd, præster – alle med interesse for folkekirken og for korsang. KORLIV er et fællesskab af frivillige, hvoraf mange bidrager til organisationens aktiviteter med nye idéer til alt fra at tilrettelægge kurser over ny kormusik til internationale netværk. KORLIV er både for den yngste spirekorsanger og for den erfarne korleder – og for alle os andre, der elsker at synge!
KORLIV - EN AKTIV MEDSPILLER
Kirkekorene er folkekirkens vækstlag og det første led i den musikalske fødekæde. Dette er af helt afgørende betydning både for kirken og for sangkulturen. KORLIV blev oprettet i 1968 under navnet Folkekirkens Ungdomskor. Organisationen skiftede navn til KORLIV - folkekirkens kororganisation i 2022 som resultat af en modernisering, der skal styrke KORLIV’s rolle som en aktiv kirkelig, politisk og kulturel medspiller.