Kønsparadokset i sangkulturen

Hvad er problemet?

En voksende mængde forskning peger på, at der er et problem med kvinders manglende anerkendelse i musikverdenen. Den danske musikforsker Kristine Ringsager leder forskningsprojektet ”Gendering Music Matter”, der undersøger, hvorfor kvinder er ”i mindretal, når det gælder repræsentation på scener, festivaler, museer, i akademisk forskning og musikundervisning” (Ringsager 2022). En anden dansk musikforsker, Thomas Husted Kirkegaard påpeger, hvordan kvindelige komponister glimrer ved deres fravær fra vores fortælling om musikhistorien. Historisk set har kvinder, når de endelig har komponeret, gjort det indenfor de ”små” genrer som sang og klavermusik. Det var de instrumenter, de havde til rådighed i 1700- og 1800-tallets borgerlige hjem – og det er samtidig de genrer, der er blevet associeret med ”kvindemusik”. Kvinder synger og spiller klaver.

Måske skal vi her finde roden til den paradoksale situation, at mens mændene dominerer på musikscenen, så er piger overrepræsenteret, når det kommer til sang på børne- og ungdomsområdet – ikke mindst korsang. I musikundervisning og korsammenhænge med børn og unge er det notorisk svært at engagere drenge til at synge. International forskning peger på, at der ligefrem er et ”missing males problem” (Koza 1993). Den australske musikforsker Scott Harrison påpeger, at problemet er gammelt: Drenge har i hvert fald de sidste 100 år i stigende grad undgået sang som en ”feminin” musiktype og foretrukket mere ”mandige” instrumenter. I sin gennemgang af tidligere tiders syn på drenge og sang finder Harrison således et engelsk tidsskrift fra 1941, der beklager sig over, at drenge synes, det er ”sissy” at synge. ”Sissy” er altså på dansk tøset eller pivet, ifølge et ordbogsopslag. I en anden tidsskriftsartikel fra samme periode, nemlig 1946, kan man læse, at det er fordi vokalmusik ”udstråler kvindelighed” (Winslow 1946).

Årsager – et dybtliggende problem

I den vestlige musikhistorie begyndte musikken at løsrive sig fra menneskestemmen i 1700-tallet, da vi fik store sangløse musikgenrer som symfonier, sonater osv. 1800-tallet fostrede idéen om ”absolut musik”, dvs. musik ubesudlet af ord, og hermed blev det yderligere cementeret, at den ypperste musik ikke involverer sang. Den rent instrumentale symfonigenre var med sin storladenhed og energiudladning indbegrebet af mandlighed. Sang var derimod, som nævnt, noget kvinder beflittede sig med i de private hjem med klaver. Det var den bløde, feminine, eftergivende, hjemlige måde at musicere på. Denne opfattelse har tilsyneladende hængt ved helt op til i dag. Det kaster lys over, hvorfor ideen om, at sang er for piger, er så svær at ryste af os.

Men der kan være god grund til at gøre forsøget. To amerikanske forskere, der har undersøgt børns kønsspecifikke valg af musikinstrumenter, peger på, at stereotypierne begrænser børns valg (Abeles & Porter 1978). Den kulturelle og sociale forventningshorisont, f.eks. om at drenge spiller trommer og piger synger, er altså med til at lægge bånd på børnene. Kvindernes fravær på den populærmusikalske scene og drenges ditto i korsammenhæng kan på den måde forstås som to sider af det samme strukturelle problem.

Udover de dybtliggende kulturhistoriske årsager, er der en række andre medvirkende årsager til tingenes tilstand. Først og fremmest er der den åbenlyse, at drenges stemmer er anderledes end pigers og gennemgår en større forandring i puberteten. Den amerikanske musikprofessor Steven M. Demorest peger på, at teenageårene er det tidspunkt, hvor mange drenge holder op med at synge. Det er her, deres stemmer ændrer sig, og samtidig måske det tidspunkt i drengenes liv, hvor de er mest følsomme overfor at udstille sig selv. At synge indebærer altid en ”personlig risiko”, og det er særlig svært, når man i forvejen er usikker på sig selv (Demorest 2000). Flere projekter har de senere år arbejdet med denne problematik ud fra et ønske om at få flere drenge til at fortsætte med at synge i kor, efter at deres stemmer er gået i overgang, blandt andet det engelske projekt ”Boys keep singing” (Ashley 2021) og danske sangpædagoger tilknyttet Sank Annæ Gymnasium (Baun Hørlück 2019).

Musikalsk identitet og motivation

Spørgsmålet om, hvilke repertoirer og musikgenrer, drenge identificerer sig med, spiller også ind. I 2012 udkom en engelsksproget antologi om ”Perspectives on Males and Singing”, og i forordet hertil peger redaktørerne på, at det mest er indenfor et klassisk eller kunstmusikalsk kormiljø, at problemet foreligger. Således er pop og rock præget af mandlige sangere, ligesom mange samfund udenfor den vestlige kulturkreds har en mandsdomineret sangkultur (Scott D. Harrison, Graham F. Welch & Adam Adler 2012, 8).

Den amerikanske musikforsker Bridget Sweet fremhæver spørgsmålet om motivation i et kvalitativt studie af skoledrenges opfattelse af det at synge. Hun trækker på etableret motivationsteori idet hun peger på, at motivationen for at synge i kor enten kan være intrinsisk, dvs. motiveret alene af nydelsen ved selve korsangsaktiviteten. Eller den kan være ekstrinsisk, dvs. andre faktorer såsom det sociale spiller ind (Sweet 2010, 6). Det er vigtigt at være opmærksom på den ekstrinsiske motivationsfaktor og f.eks. ikke glemme den sociale side ved sangaktiviteter, hvis man vil rekruttere flere drenge til at synge.

Danske undersøgelser

Det var samme budskab, som kom fra sociologen Nanna Pagh Bugge fra Center for Ungdomsstudier, da hun var taler ved Sangens Hus’ årskonference i april 2022. Ved denne konference havde KORLIV og Videncenter for Sang ved Sangens Hus samarbejdet om at arrangere en workshop om kor og køn for at sætte fokus på problematikken omkring manglen på syngende drenge. Bugge pegede på nødvendigheden af at vise, at kor er ”mere end at synge”. Det handler med andre ord om at skabe et tilbud, som er ”mere end en aktivitet”.

Bugges pointe ræsonnerer her med Sangens Hus’ korlivsrapport, hvori en af de mest opsigtsvækkende fund var, at fællesskabet trumfer glæden ved musikken som motivationsfaktor hos danske korsangere. Endvidere bekræfter rapporten vigtigheden af de ”ekstrinsiske” kvaliteter ved sang, såsom det sociale og det dannende. I rapportens kvalitative del fremhæver svarpersonerne, at det at synge i drengekor kan give drengene en fornemmelse af forpligtelse og præstation på det individuelle plan – de lærer f.eks., at deres lyse stemme er uundværlig i sammenhængen, ligesom de lærer, at deres stemme er vigtig såvel i konkret som overført forstand: Man kan ikke bare udeblive fra korprøver. Fællesskabet forpligter. På det kollektive plan giver korsang både en følelse af fællesskab, en masse fælles oplevelser og et frirum. Men på trods af alle de gode gevinster, er svarpersonerne enige om, at det er svært at rekruttere og fastholde syngende drenge.

Den samme erfaring har KORLIV – Folkekirkens Kororganisation, som er Danmarks største kororganisation, gjort. Da en medlemsundersøgelse i 2020 viste, at 9 ud af ti korsangere er piger eller kvinder, tog man fat på at grave dybere ned i årsagerne til kønsubalancen. Foruden de tidligere nævnte kulturelle og biologiske årsager kan en af forklaringerne være, at korpædagogikken som følge af kvindernes dominans i korlivet har undergået en ’feminisering’, som gør det vanskeligere for drengene at identificere sig med den musikalske aktivitet. En anden kan være manglen på mandlige rollemodeller, idet kvindernes dominans i korlivet også gør sig gældende for korlederne (Breck 2021). For nogle korledere har svaret på, hvordan man modvirker disse tendenser, været at styrke oprettelsen af rene drengekor – hvor drengene kan udforske potentialet i at synge i kor uden indflydelsen fra det andet køn.

Sangkulturens paradoks

Tilbage til sangkulturens paradoks om den mandsdominerede musikscene overfor fraværet af syngende drenge. I en artikel i Kristeligt Dagblad argumenterede formanden for KORLIV – folkekirkens kororganisation, Christiane Gammeltoft-Hansen for, at vi ikke må glemme drengene i debatten om kvindernes plads i musik. Og det kan der altså være god grund til at fremhæve. Det er stadig et presserende problem, at kvinder marginaliseres og gøres til en minoritet i det professionelle musikliv og i musikhistorien. Men det er lige så alarmerende, at drenge i begyndelsen af livet går glip af de berigelser, som det at synge giver både for den enkelte og for fællesskabet.

Find andre artikler om forskning i sang på Videncenter for Sangs hjemmeside

Litteratur

Abeles, H. F., & Porter, S. Y. 1978. ”The sex-stereotyping of musical instruments.” Journal of Research in Music Education 26: 65–75.

Ashley M. 2021. “Sweet boys singing and rude boys rampaging: Revisiting Boys Keep Singing during an era of rising inequality and declining opportunity”, Advance. Preprint. https://doi.org/10.31124/advance.13525631.v1

Baun Hørlück, K. M., Alsted, S. E. & Prytz, S. 2019. Sang med overgangsstemmer. Torrig: Dansk Sang.

Breck, T. H. 2021. ”Korsang er også for drenge – de ved det bare ikke endnu.” Kornyt 2: 4-5.

Gammeltoft-Hansen, C. 2021. ”Husk drengene i debatten om køn og musik.” Kristeligt Dagblad, 19. maj.

Harrison, S., Welch G. & Adler A., red. 2012. Perspectives on Males and Singing. Dordrecht: Springer.

Jul Kirkegaard-Larsen, T. 2021. ”KØN SANG – Kvindelige komponisters sange mellem gammel og ny musikvidenskab.” Tidsskriftet Sang 1-2: 6-15.

Koza, J. E. 1993. “The “missing males” and other gender issues in music education: Evidence from the Music Supervisors’ Journal, 1914–1924.” Journal of Research in Music Education 41(3): 212–232.

Winslow, R. W. 1946. “Male vocal problems in the secondary school.” Music Educators Journal 34(4): 58–61.