Intensiv læring og varmt fællesskab på Sommerskolen
Det var en sommerskole fyldt med godt humør, hjælpsomhed og masser af musik, som Lone Marie Lundsgaard, præst og medlem af KORLIVs hovedbestyrelse, oplevede for første gang som deltagende kursusleder på sommerskolen.
Man hjælper hinanden
Sommerskolen foregik på Løgumkloster Højskole, Løgumkloster Kirke og Kirkemusikskolen. Fra vi begyndte om morgenen med opvarmning til vi gik i seng, var der snak, masser af musik og gode venskaber blev knyttet på tværs af landet.
En ting, som jeg hurtig lagde mærke til, var hjælpsomheden: man hjalp hinanden. Selv de ansatte på Løgumkloster Højskolen lagde mærke til det. Sidste dag fortalte de, at det havde været sådan en fornøjelse at have alle de unge mennesker på besøg, fordi de var så godt til at skabe en god stemning med en blanding af respekt for hinanden og en glæde ved musikkens verden.
Vi kursusledere kunne mærke både sangernes, organisternes og korledernes appetit på at få så meget ud af undervisningen som muligt. Det smittede af på underviserne, der med glæde delte ud af deres faglige viden og meget gerne underviste nogle flere timer en afsat, når der var interesse for det - og det var der.
Intensiv lyst til læring
I løbet af ugen havde vi besøg af Severin, der er leder af Landskoret. Han fortalte om Landskoret og afholdte undervejs i sommerskolen optagelsesprøver til Landskoret. Der var også besøg fra Sverige af den stjerneorganisten Gunnar Idenstam, der afholdte masterclasses for de unge organister. De unge organister var fuldstændig høje efter blot nogen timer med den dygtige organist.
Sidst på ugen var stemmerne trætte og sommerskoledeltagerne begyndte at se lidt klatøjet ud. For selvom der var ro på gangene ved 22.30-tiden, så havde de været intensivt på hele ugen og brugt sig selv fuldt ud. De havde fået så mange nye indtryk og lært så meget, at de på den ene side var trætte, men på den anden side havde våde øjne, da de skulle sige farvel til en helt igennem fantastisk uge.
Flerstemmighed og fællesskab
En ting, der virkelig var stort for mig at opleve var, når vi sang fællessange. Sommerskoledeltagerne slog helt naturligt over i flerstemmighed eller legede med tonerne på smukkeste vis. Man var virkelig blandt mennesker med glæde ved og kendskab til musik og korsang. Samtidig oplevede jeg, at der var stor respekt for de deltagere, som var nye. Alle hjalp hinanden, og der var plads til alle. Det var en stor glæde for mig at opleve, for vi synger og spiller alle på det niveau, vi kan på nuværende tidspunkt. Og selv de superdygtige har engang været nye. Det var der en respektfuld bevidsthed omkring. Vi glæder os allerede til Sommerskolen i 2024!