27 okt. 2022

En uforglemmelig oplevelse

KORLIV Fyn har siden 2001 ca. hvert 3. år arrangeret rejser for de fynske kirkekor, der har lyst til at deltage. Fra nogle kor deltager to fra andre 20. De tidligere år er rejserne bl.a. gået til Tyskland, Polen og Tjekkiet. Corona-pandemien forhindrede korene i at rejse i 2020 og 2021. Men i 2022 kom de endelig afsted til London - med støtte fra KORLIV-puljen. Her kan du læse en rejseberetning fra to af deltagerne, Kaya og Josephine

Af Kaya og Josephine, Ringe kirkes Pigekor
Det Fynske Rejsekor 4

Fredag d. 14. oktober satte vi og 85 andre korsangere kursen mod London. Fordelt i 2 busser og samlet fra 8 forskellige fynske kor, med højt humør hele vejen. Det var starten på en korrejse med folkekirkens kororganisation, KORLIV. En organisation, der opbygger fællesskab for korsangere på tværs af landet.

Rejsekoret startede i 2019, hvor de fynske korledere samledes for at lave et stort repertoire af sange, som vi kunne optræde med i de engelske kirker. Pga. corona blev rejsen udsat to gange, men i år lykkedes det.

Busturen var lang, men det stoppede ikke rejsekoret. Alle 8 kor var med på en masse fællessange og busturen var en fornøjelse.

Allerede inden London havde alle lært knap 100 nye mennesker at kende ved fællesprøver og et par koncerter med rejserepertoiret.

Korrejsen var en fantastisk oplevelse. Vi holdt koncerter i tre kirker; to i London og en i Maidstone. Derudover fik vi store musikalske oplevelser med i bagagen, da vi så musicalen The Lion King på Londons West End og da vi hørte det professionelle kor i Sct. Pauls Cathedral.

Ikke nok med de musikalske oplevelser, var der på rejsen også tid til en sejltur på Themsen, hvor vi så London Eye, Tower bridge og Big Ben; gåture i centrum hvor Buckingham Palace og Downing Street var centrale. Madame Tussaud, shopping på Oxford Street og meget andet. Alt sammen noget, som i kombination med det store fællesskab har skabt en uforglemmelig oplevelse for mange unge mennesker.

 

Flere nyheder

Positive takter og klare stemmer på KORLIVs årsmøde
Der var god stemning, spændende drøftelser og dejlig korsang på KORLIVs årsmøde, hvor en række nye ansigter blev valgt ind i hovedbestyrelsen.
Syng for Håb og Handling i Odense
Kom og syng alle sange og korsatser til Håb & Handling til lancering af sanghæftet i Odense Domkirke d. 4. februar 2024 kl. 15.
Vær med til kæmpe korfest i Aarhus 2025
I 2025 åbner Aarhus dørene til en kæmpe korfest, når den 6. udgave af European Choir Games & Grand Prix of Nations indtager byen 28. juni – 6. juli 2025.
Korkonsulent med stærk faglighed og gode sociale kompetencer søges!
KORLIV - folkekirkens kororganisation søger en fagligt dygtig korleder til stillingen som Korkonsulent på Sjælland, 10 timer om ugen.
;