Noget om drengekor

Der findes ingen fysiologiske grunde til at de højeste stemmer i kormusikken ikke skulle kunne synges af kvindestemmer, og i dag er det langt mere udbredt, at sopran- og altstemmer synges af piger eller kvinder. Sammenlignet med den store mængde af kor med pigestemmer, der findes i landet, er det ikke forkert at konkludere, at kor kun med drengesopraner hører til sjældenhederne. At det forholder sig sådan, er svært at forklare, men sikkert er det, at det ikke er let. At der alligevel findes drengekor må skyldes en fascination af dels af den særlige drengekorsklang og dels den korkultur, der opstår i et kor udelukkende bestående af drenge og mænd.

En drengesopran på sit højeste har en utrolig gennemslagskraft, og i et stort kor kan de frembringe ædel kunst, man ikke tror er muligt for børn. Men før man når så langt med koret, skal drengenes naturligt lyse stemme og musikalitet kultiveres, og det kræver mange timers arbejde - både for sangere og korleder/-pædagoger.

Drengekor i praksis

Overgang

Den første og vigtigste indsigt der skal til for at forstå, hvordan et drengekor fungerer er at vide, at drengenes lyse stemmer lever på lånt tid, og med puberteten vil deres stemmebånd vokse og stemmen blive dybere. Denne stemmemutation kaldes “at gå i overgang”. Det kan virke overflødigt overhovedet at nævne denne selvfølge, men ikke desto mindre er det et helt naturlig og fundamentalt vilkår både for sangerne og for korlederen, som man bliver nødsaget til at navigere efter. Det er ikke mærkværdigt, at man har et tidspunkt i livet, hvor ens form er på toppen og derefter aftager. I f.eks. dans og idræt er det typisk i slutningen af tyverne at ens karriere når sit højeste punkt. Det usædvanlige for korsang hos drenge er, at de så tidligt i deres liv når toppen, hvorefter karrieren slutter ganske brat. En drengesopran har en udløbsdato, og det er typisk i 12-13-års-alderen. De når lige akkurat at mestre deres stemme, deres instrument, og begynde at forholde sig aktivt til den musik, som de udøver, for i løbet af få måneder at visne og måtte vinke farvel til den feterede tilværelse som sopran. Så tarveligt er livet desværre, men heldigvis venter der dem en ny fremtid som mandskorssanger. Naturen har udstyret alle med en stemme, og man siger, at hver fugl synger med sit næb, men det går ikke an i korsammenhæng, for alle skal synge det samme på samme tid, og skal det også lyde af noget, skal der kvalificeret undervisning til.

Oplæring

At drengene kommer i puberteten i de tidlige teenageår og går i overgang har betydning for, hvordan man må strukturere korundervisningen og oplæringen af sangerne. Hvis man optager en dreng i 3. klasse i en alder af 9-10 år, vil han have cirka fire år med sin drengestemme inden naturen afgør hans pensionsalder, hvilket for de fleste drenges vedkommende er i syvende klasse - nogle holder længere tid, nogle holdere kortere. Man har som korleder således en lille håndfuld år til at oplære drengene, så de kan blive dygtige sangere og varetage deres sangergerning til gudstjenester og koncerter.

En smuk sangstemme kommer ikke af sig selv. Noget af det allerførste de lærer er en korrekt vejrtrækning, hvor lungekapaciteten udvides nedad og ikke op i halsen, som når man bliver forskrækket. De får at vide, at de skal trække vejret “ned i maven”. De skal lære at “bruge støtten”, hvilket vil sige mellemgulvet.

Kendetegnene for drengeklangen, til forskel fra en moden kvindestemme, er de høje, ubesværede toner i toppen af sopranregistret. For at kunne synge de høje toner og kunne klare en hel koncert kræves en fri og afspændt stemme, og her er der mange faldgruber. Munden skal kunne åbnes helt op (“der skal være plads til bredden af tre fingre”), kæben skal være afspændt og kunne bevæges frit op og ned og fra side til side. Tungen skal frem i munden (“tungespidsen skal røre de nederste fortænder”), og tungeroden må ikke falde tilbage og blokere i halsen. Nakkemusklerne skal være afspændte, og man må ikke kompensere for de høje toner ved at bøje nakken tilbage. Strubehovedet skal kunne bevæge sig frit, dvs. ikke være låst fast i én position af muskelspændinger, så man kan synge egalt fra det dybeste til det højeste register. Stemmen skal være tæt og kunne sætte ubesværet an på alle vokaler i alle registre.

Med årene vil den unge sanger få en bedre og bedre teknik, hans krop og hans muskler vil vokse, og det vil smitte af på stemmen, som vil få mere klanglig fylde og mere brillans. Efter fire års skoling vil han være på sit højeste og måske endda så rutineret, at han kan klare at synge soloer til koncerter.

Ud over dette, som kan kaldes basal sangteknik, bliver drengene også oplært i korrekt udtale af dansk, men også ofte andre sprog som latin og engelsk, de lærer at gå pænt i procession, de lærer at optræde og at opføre sig respektfuldt i kirken, og de lærer kirkens liturgi. Og så skal de selvfølgelig lære et enormt repertoire, som spænder fra Salmebogen og Højskolesangbogen til de store korværker med orkester som fx Händels Messias eller Mozarts Requiem. For at kunne lære alt det kræves et stort antal korprøver, flere gange om ugen, og en målrettet undervisning.

Undervisning, prøver, indstudering

Når det gælder undervisningen af et drengekor kan det være en god ide at skelne mellem det, der er nødvendigt at have og det, der er godt at have. Nødvendigt er naturligvis korprøver med jævne mellemrum, for kontinuitet er afgørende for et kors udvikling, både hvad angår indlæringen af nyt repertoire, stemmedannelse og generel musikalitet, som kræver jævnlige gentagelser. Antallet af og længden på de ugentlige korprøver spiller selvsagt en stor rolle for, hvor langt et kor kan nå i musikalsk kunnen. I Danmark er det kun Københavns Drengekor, som har korprøver integreret i drengenes almindelige skolegang, alle andre kor må lægge prøver, når drengene har fri fra skole på faste ugentlige dage og af og til tage weekenderne i brug. I løbet af en almindelig korprøve vil man lære musikken og arbejde med den - også kaldet for indstudering af musikken, og man vil som regel indlede med opvarmning af krop og stemme. En korprøve er ikke en statisk indlæring af musik fra A til B, men derimod en dynamisk sammensætning af forskellige delelementer, herunder frasering, stemmedannelse, tekstudtale-/forståelse, nodelære, musikhistorie m.m., som i sidste ende leder til at sangerne kan synge musikken. Alt dette ledes af dirigenten og med akkompagnement fra klaveret. En akkompagnatør til korprøverne er i kategorien “godt at have”, således at korlederen kan holde fokus på sangen uden at skulle akkompagnere samtidigt.

I samme kategori findes sangpædagogen, hvis rolle det er at lære sangerne at synge med en sund og bæredygtig teknik, således at de kan overkomme at gennemføre en hel koncert uden træthed i stemmen. En sangpædagog kan deltage i korprøven fx ved opvarmning af koret, men vil som oftest undervise sangerne individuelt. I en korprøvesituation arbejder dirigenten med alle på én gang mens sangpædagogen kan fokusere på sangtekniske udfordringer og udvikling hos den enkelte.

Repertoire og noder

En af korlederens vigtigste opgaver er i alt sin enkelthed at bestemme, hvad der skal synges, men ofte er det ikke nogen enkelt opgave, da der er mange faktorer, der spiller ind, både kunstneriske og praktiske.

Dirigenten må tage hensyn til korets niveau og formåen og samtidigt afstemme i forhold til prøveforløbets længde. Derudover vil der næsten altid være en eller anden form for krav til tekstlig relevans, tydeligst i kirkeligt regi, hvor der vil være krav til at følge kirkeårets tekster og tematikker. I forbindelse med indstuderingen af musikken må dirigenten tage stilling til, hvordan sangerne skal lære den. Man kan synge både med og uden noder, og samtidigt er der forskel på, hvor meget nytte alle sangerne reelt har af noderne, og hvor meget de i virkeligheden lærer udenad. Når man ved, at en drengesopranstemme kun har en begrænset levetid, så vil en drengekorsleder med begrænset tid og midler ende i et dilemma, nemlig hvorvidt det tidsmæssigt overhovedet kan svare sig at lære drengene at synge efter noder. Man kan hurtigere tilegne sig nye stykker, når man selv kan læse, hvad der står, men til gengæld tager det (meget) lang tid at lære sig det, som i sig selv svarer til at lære et nyt sprog. Samtidigt må man have in mente, at hørelære, som er den korrekte betegnelse for faget, ikke kun handler om at lære at læse noderne, men også handler om at bruge sine ører og træne sit musikalske gehør i almindelighed. Den bedste måde at tilegne nodelæren, og i det hele taget en bredere musikalsk forståelse, er ved at kombinere sangen med spil i form af et musikinstrument, så der på den måde opstår en symbiose mellem kor-, sang- og instrumentalundervisningen.

Langt de fleste kor synger med noder både til prøver og optrædener, og dermed følger også en lang række logistiske udfordringer og uforudsete teknikaliteter, som gennem historien med sikkerhed har drevet mangen en dirigent til vanvid.

Mandskor

I et kor er sopranen den lyseste stemme og bassen den dybeste og derimellem findes tenoren og alten. Sidstnævnte kan synges både af dybe drengestemmer eller af mænd i falsetregister. I så fald kaldes stemmen også for kontratenor. Det kræver mange drengesangere både at skulle besætte sopran- og altstemmen, hvorfor drengekor med lille tilslutning af drenge ofte vil vælge at have mænd til at synge altstemmen, men dette er naturligvis også et spørgsmål om tradition og æstetisk valg, idet de to stemmetyper klinger forskelligt. Hvor en dygtig drengesopran vil have kraft og fylde, bliver stemmen efter overgangen afløst af en klangsvag og usikker mandsstemme, som skal bygges op igen over flere år. Bagrækken af herrer har en kor- og livserfaring, som er vigtig for de yngste drenge at have som forbilleder, og samtidigt kan de fungere som ekstra voksne til at holde skik på de livligste blandt drengene. Det er helt almindelig praksis, at herrerne og drengene øver for sig og kun af og til sammen, og disse to grupperinger i det samlede kor kan også optræde adskilt.

Det er oplagt at rekruttere korets dybe stemmer blandt dem, der tidligere har sunget i koret som dreng.  På den måde vil et drengekor med mange år på bagen være selvforsynende med mandsstemmer så at sige. Omvendt forholder det sig med drengene, hvor det er vigtigt med en løbende rekruttering af nye talenter.

Rekruttering og fastholdelse

Et drengekor er som en stor båd, som sejler glimrende så længe den får tilført energi, og tåler fint bølgegang, så længe den er i bevægelse. Får den ikke tilført ny energi, underforstået nye unge sangere, vil den efter få år stå stille og blive væltet af selv det mindste skvulp. Man må hvert eneste år rekruttere nye sangere for hele tiden at have friske sopranstemmer inden de går i overgang. Springer man over et år, vil man få år efter høre konsekvenserne.

Rekrutteringen af drenge kan foregå på to måder: Sangeren kommer til korlederen eller korlederen kommer til sangeren, der hvor sangeren er, nemlig i skolen. Det er praktisk hvis sangeren selv kommer til audition, på fagsprog kaldet foresyngning, direkte hos korlederen, mens det er tidskrævende for korlederen at lytte til drengene ude i skolerne. Det vil dog ofte vise sig at være en god tidsmæssig investering at besøge alle skolerne i nærområdet, da man her vil finde talenter til koret, som aldrig har skænket drengekorsang en tanke, og som derfor ikke ville have meldt sig selv. Når drengene så er blevet optaget i koret, gælder det om at holde fast på dem, for hvis ikke de gennemgår de års oplæring, der skal til, for at de kan brillere som sopraner, så bliver det i sidste ende ikke til megen skønsang. Hvis det viser sig, at det ikke fanger deres interesse, og at der er andre fritidsaktiviteter, som de hellere vil dyrke, vil de forsvinde ud af koret igen. Derfor må man sørge for, at drengene får nogle gode oplevelser i koret, så de fortsat vil dedikere deres tid til koret. Med til koraktiviteterne hører også de venskaber, som man knytter gennem sangen. Har man sunget en koncert for en fyldt sal med sine medkorister, så har man sammen overkommet en stor udfordring, og det skaber fællesskab. For en dreng på 10 år, der i bund og grund allerhelst vil sove længe og spille computer, giver disse flotte ord om sammenhold og fællesskab meget lidt mening en søndag morgen på vej til højmesse. Der vil korsangen snarere føles som en sur pligt. Her hjælper det gevaldigt på motivationen, hvis der følger en lille gulerod i form af en lønudbetaling med.

En af de bedste måder at fastholde både drenge og herrer i koret er ved at tage på korturnéer sammen. Alle der på et tidspunkt i deres liv har haft en fritidsinteresse, hvad enten det er sport, musik, spejder e.l. kan let sætte sig ind i sådanne rejsers betydning for sammenholdet. En kortur skaber en nødvendig sammenhængskraft i koret, som man kun opnår, når man tilbringer lang tid sammen væk fra de hjemlige, trygge rammer. Sangerne modnes både mentalt og musikalsk, og drengene og herrerne lærer hinanden bedre at kende på kryds og tværs. Det er på turnéerne, at man danner de helt tætte venskabsbånd. Der er meget planlægning forbundet med gennemførelsen af en sådan turné, og i det hele taget skal der megen administration og mange praktiske og logistiske løsninger til for at drive et drengekor, som beskrevet i de foregående afsnit. Ud over det kommer naturens og kulturens mange udfordringer, som beskrives i det følgende afsnit.

II: Perspektiver

Natur og kultur

Intet drengekor er et lukket økosystem, det vil altid skulle forhold sig til de personer og institutioner, som omgiver det. Dem vil der være mange af, og det er en vigtig del af funktionen som korleder at være en del af dette rodnet af kontaktpersoner og berøringsflader. Alle disse netværk af kollegaer, forældre, politikere m.fl. indgår i samfundet, og er en del af vores kulturliv. Udfordringen ligger her i at få kulturen til at understøtte og udvikle drengekoret. Her har man med andre ord 10 mulighed for at påvirke udviklingen, men den største udfordring, og det er ikke blot en udfordring, men et decideret problem, ligger i den natur, som ikke kan ændres. Drengestemmernes overgang er, som tidligere beskrevet, et uundgåeligt vilkår, men tendensen, som har vist sig gradvist over mange år, er at drenge og piger kommer tidligere og tidligere i puberteten. Det betyder så, at drengenes stemmer går tidligere og tidligere i overgang, og at man ikke per automatik kan regne med, at de bibeholder deres lyse stemme i syvende klasse og slet ikke i ottende klasse. Hvorfor det forholder sig sådan er op til lægevidenskaben at forklare. Hvis den tendens fortsætter kan det blive meget vanskeligt i fremtiden at drive et drengekor.

Ud over naturens biologiske ur kæmper man som leder af et drengekor også med kulturens normer. For et par hundrede år siden blev kormusik primært sunget af drenge og mænd mens piger og kvinder i kor var et sjældnere syn. I løbet af det forrige århundrede har dette ændret sig så situationen i grove træk nu er omvendt. Man kan ganske vist finde både kor kun med drenge og mænd og kor kun med piger og kvinder og ganske mange blandede kor med både herrer og damer, men søgetrykket til disse er skævt fordelt mellem kønnene. Hvis en kirke søger medlemmer til et nyt børnekor for både piger og drenge vil forholdet mellem piger og drenge i ansøgerfeltet være anslået ca. 10-1.

Igen må det være op til andre at forklare årsagerne hertil, men man kan bare konstatere, at det forholder sig sådan. Heller ikke blandt voksne ser kønsfordelingen bedre ud blandt korsangere, og mange kor har svært ved at rekruttere mandsstemmer. Naturen har bestemt, at vi alle har en stemme at synge med, men kulturen bestemmer, om vi faktisk bruger vores stemme til det.

Kirke, skoler, kommune, personale og forældre = aktører

Det bliver således vanskeligt at rekruttere drenge, for man kan ingenlunde være sikker på, at der overhovedet er nogle, der af sig selv har øje for sangens glæder. Hvis ikke forældrene i forvejen er korsangere, så er det de færreste drenge, som helt af sig selv kommer på den tanke at synge i kor. Som tidligere nævnt er det en stor fordel at rekruttere ude i skolerne, og for at det skal kunne fungere i praksis, kræves et godt samarbejde mellem kirke og skole. Mange skoler har et godt forhold til kirken som institution og et naturligt samarbejde f.eks. i forbindelse med konfirmandundervisning og juleafslutninger. På nogle skoler er der ikke tradition for at samarbejde p.g.a. modvilje mod udefrakommende, hvad enten det er religiøse eller politiske institutioner, idrætsforeninger eller lignende.

I kommunen er alle skolerne repræsenteret i skoleforvaltningen i kommunen, og samme sted vil der også være en kultur- og fritidsforvaltning. Begge disse politiske fora er vigtige steder at få formidlet kendskabet til og værdien af drengekorsarbejdet i byen. De fleste mennesker kan blive enige om, at det er godt med fritidsaktiviteter til børn, og i det perspektiv er er en så naturlig ting som korsang et oplagt tilbud til både drenge og piger. Desuden forudsættes der ved korsang ikke anskaffelse af bekosteligt udstyr, så korsangen appellerer til alle samfundsgrupper. For en uddannet korleder, som hele sit liv har beskæftiget sig med musik, er dette åbenlyst, men når korsangen skal konkurrere med en lang række andre fritidsaktiviteter, er det en opgave at formidle værdien af korsang til beslutningstagere. For en forælder til en kordreng er værdien af koret tydeligt når drengen kommer glad og syngende hjem fra korprøve. Forældrene spiller en ikke uvæsentlig rolle i korets hverdag, for mange af de yngste sangere skal hentes og bringes til prøver og optrædener. Hvis korets økonomi er stram og koret skal synge koncert udenbys så er samkørselsordninger nødvendige. Også på korrejser og andre sociale aktiviteter har man som korleder brug for forældrenes støtte, hvis ikke der er personale ansat til at tage sig af drengene. I det hele taget er der stort behov for frivillighed og velvillighed for at få korets aktiviteter til at kunne fungere.

Sidst, men ikke mindst, kræver drengekorsarbejdet et godt sammenspil - både i musikalsk og overført betydning - med de nærmeste kollegaer. Alt afhængig af økonomi vil en korleder have flere kollegaer omkring sig med hvem man må have et godt samarbejde. Det er vigtigt, at der hersker en fælles forståelse for stemmedannelse med sangpædagogen/-pædagogerne, for korprøvens tempo og flow med akkompagnatøren, for vigtige prioriteringer med producenten og andre administrative medarbejdere. Repertoirevalget er dirigentens, men ved tjenester og koncerter i kirken fastlægges det musikalske indhold i samarbejde med præsten og organisten.

Hvorfor er det, at et drengekor kan hænge sammen?

Et drengekor driver ikke sig selv, og der skal en ihærdig indsats til, for at få det til at fungere. Med alle de ovenfor skitserede udfordringer fristes man næsten til at tro, at det ikke kan lade sig gøre, men det kan det, og det er der et par gode grunde til. Den første og største er musikken i sig selv. Musik og korsang er en stærk kraft, og bliver man først grebet af det er det så godt som umuligt at komme ud af det igen. Følelsen af at være en del af noget større og at skabe musik, som kan bevæge folk, sammen med andre med sin egen stemme er afhængighedsskabende for både børn og voksne. De drenge, der har mærket dette på egen krop (og stemme) er dem, der bliver ved med at synge i kor og dem, der er villige til at yde en ekstra indsats når det gælder sammen sine medkorister. Det leder til den anden grund, nemlig det fællesskab, man er en del af, når man er en del af et kor. Når man optræder, hvad enten det er som solist eller i et kor, til en koncert eller en gudstjeneste, stiller man sig i en udsat position og risikoen for at begå fejl er stor, men som korsanger ved man, at man er en del af et fællesskab, hvor alle løfter i flok og alle er i samme båd. På den måde føler man, at man hører til, og den følelse er livsvigtig.

III: Afrunding: fascination

Når alt kommer til alt så er et drengekor i sidste ende bare en flok drenge med alt, hvad der dertil hører. Der er en helt særlig livskraft og gruppedynamik i en sådan forsamling, som i sig selv har et enormt indbygget potentiale. Kan man få samling på en sådan flok og få sat de rigtige rammer, kan man udøve magi. For korlederen handler det om at få omsat energien fra drengene til musik og i en prøve-/koncertsituation få dem til at fastholde fokus på at synge. Det er lettere sagt end gjort, for guderne skal vide, at der ikke skal meget til for at aflede en 12-årigs opmærksomhed. Det kræver med andre ord en vis udholdenhed at få det hele til at gå op i en højere enhed. Kunsten lever af æstetik og patos, og har man én gang hørt skønheden i en drengesopranstemme og mærket den ekspressivitet og intimitet, der er i en mandskorsklang, så er det alligevel ikke svært at forstå, hvad det er, der trods alle vanskeligheder driver værket. Der skal tid og tålmodighed til for at holde et drengekor i live og sidstnævnte må siges at være en attråværdig dyd i omskiftelige tider, men vil man mere end blot holde det i live, kræver det en visionær leder, som kan sætte sig ud over praktikaliteter og udfordringer, der er forbundet med at drive et drengekor. Bag ved en vision må gemme sig en eller anden form for fascination, som på trods af de præmisser som naturen sætter og de udfordringer som kulturen skaber måske kan forklare, hvorfor man beskæftiger sig med drengekor, nemlig glæden ved at høste frugten af det, der er så svært at dyrke.

Artiklen har været trykt i "Iværksat - et festskrift til Mads Bille"