6. september 2022

Kredsnyt august 2022

Her kan du læse om de kurser og stævner, vi har planlagt for det kommende år.

Kære Allesammen
 
Velkommen tilbage fra en forhåbentlig velfortjent ferie.
Vi springer på hovedet ud i efterårets stævner med et spændende rytmisk korstævne med Signe Sørensen. Vi har længe manglet et tilbud fra mellemgruppen - dem, der er lidt for store til børnekorstævne og ikke helt gamle nok til Voice workshop o. lign. Så nu er det her:

Popkorstævne for 5.-8. klassetrin
med Signe Sørensen

1. oktober 2022 10:00-15:00 i Hillerød Kirke, Østergade 12, 3400 Hillerød

Vi skal arbejde med rytmisk kormusik. Ikke kun med stemmen, men med hele kroppen. De musikalske overskrifter bliver: Klang/blend, groove, intonation og fortolkning, og som forudsætning for det musikalske arbejde, kommer vi til at have et stort fokus sammenspillet mellem sangerne og udtrykket i musikken. Musikken skal ud over scenekanten. Ikke kun fordi musikken fortjener det, men også fordi vores oplevelse af musikken bliver så meget større, når vi tør udtrykke den med fuld smæk på, eller med en autentisk indlevelse. Med de musikalske mål for øje, kommer vores opmærksomhed til at være i processen og i den glade energi i lokalet. Vi skal opleve og mærke musikken, vi skal blive bedre end vi troede at vi kunne blive, og vi skal opleve det unikke fællesskab som korsang kan skabe. – Og dét kan vi forhåbentlig mærke i kroppen i lang tid efter.

Tilmelding: udfyld formularen her

Tilmeldingsfrist: Helst inden d. 20. september

Pris: 100 kr pr. deltagende kormedlem - korledere deltager gratis. 

Medbring: Madpakke til frokost. Vi sørger for frokost til alle tilmeldte korledere, så korledere på gerne glemme madpakken. Der vil være frugt, saft, kaffe, te mv. til alle deltagere i løbet af dagen.

Korledere uden deltagende kor er meget velkomne til at komme og overvære stævnet. Hvis du have frokost, så send en besked om at du kommer til kobenhavn-helsingor@korliv.dk - og ellers dukker du bare op :)

Program: Vi starter med opvarmning kl. 10 (så kom gerne 10 min før) og slutter dagen med en værkstedskoncert kl. 14.30-15, hvor forældre er velkomne.

Signe Sørensen
Signe Sørensen er tidligere kunstnerisk leder og initiativtager til Europas første rytmiske korskole: Mariagerfjord korskole. Signe har igennem sine 15 års specialisering med børne- og ungdomskor modtaget to priser for sit arbejde med kormusikken, og er anerkendt for hendes innovative undervisningsmetoder og kommunikation med de unge sangere. Hun er kendt for en høj musikfaglighed, og for at have hjertet og sangernes trivsel først i alt hvad hun laver.
Med et ”Nej Tak” til traditionel disciplin og et stort ”JA TAK” til elevernes engagement og ansvarlighed i korlokalet, har hun fået børn og unge sangere til at udfolde sig og udtrykke sig, på et niveau der har vagt opsigt og inspireret i
korkredse verden over.
Signe har i mange år fungeret som korinstruktør ved diverse nationale og internationale kor-festivaller og korstævner, og har de sidste år været at finde som underviser på IM- og AM-uddannelserne ved Det Jyske Musikkonservatorium (afdeling Århus og Aalborg) samt på Aalborg universitet. Endeligt er hun en anderkendt arrangør og komponist, der har leveret korarrangementer og kompositioner til en lang række nationale og internationale kor.
Signe har de seneste 4 år været korleder på projektet ”Alle Kan Synge” i København, hvor hun har udviklet undervisningsmetoder og repertoire til folkeskoleklassekor i 0-3. Klasse.
Signe Sørensen er uddannet rytmisk korleder med speciale rytmisk pige/børnekor fra Det Jyske Musikkonservatorium

 

Voice Workshop 7. klasse og op.

 

19. november 2022 10:00-15:00 i Esajas Kirke, Malmøgade 14, 2100 Kbh Ø

Så er det endnu en gang blevet tid til en Voice Workshop med Cille Buch.

Send dine korsangere afsted på en rigtig luksusdag, hvor der arbejdes med opvarmningsteknik, krop og udtryk. En dag, der virkelig booster sangglæden og motivationen hos de store korsangere.

Pris: 100 kr. inklusiv frokost (obs: husk at skrive på tilmeldingen, hvis der er særlige hensyn i forhold til mad)

Efter tilmelding fremsendes regning med betalingsoplysninger

Tilmeld korsangere her

Alle korledere er velkomne også selvom I ikke har deltagende kormedlemmer. Det er gratis for jer og vi giver frokosten :) Send blot en besked om at du kommer, så der kan være mad nok.

Efter tilmelding fremsendes noder og lyttefiler, så sangerne kan forberede sig inden stævnet.

Korleder bedes sende oversigt over stemmefordeling blandt de tilmeldte sangere (sopran, mezzo, alt) til Susanne på email: kobenhavn-helsingor@fuk.dk 

 

Spirekorstævne (0.-2. klassetrin)
Instruktør Mie Rank Brunberg

Start: 28. januar 2023 10:00-14:00 (Afslutningskoncert kl. 13.30). Oplysning om sted følger.

Kom med alle jeres spirekor og vær med til en sjov og inspirerende dag i selskab med Mie Rank Brunberg.

Husk madpakke og drikkelse til frokost. Der vil være saft, frugt og snacks til pauserne.

Pris: 65 kr pr. deltagende korsanger (korleder deltager uden betaling)

Korledere uden deltagende sangere er meget velkomne. Kom og få lidt ny inspiration og mød andre korledere fra dit område. Vi byder på frokost til alle korledere.

Tilmelding: klik her

Betaling: Efter tilmelding fremsendes regning med betalingsinfo

 

Generalforsamling og inspirationsdag 20/1 kl. 10-14
i Frihavnskirken, Østerbro


Reserver denne dag til årets hyggeligste generalforsamling kombineret med et lille inspirationskursus. Nærmere detaljer følger, så snart vi har aftalen med instruktør på plads.
 

 

Børnekorstævne i Juni
med Kirsten Juul-Seidenfaden


Vi er i fuld sving med at planlægge en helt fantastisk børnekordag med Kirsten Juul-Seidenfaden som instruktør. Drømmen er, at vi kan få lov at lave afslutningskoncert på Bakken. Det er Bakken meget positive overfor, men kan først sige ja, eller nej i september.
Så hav en smule tålmodighed omkring den endelige dato - det bliver enten d. 3. eller d. 10. juni.

Vi glæder os til at se rigtig mange af jer til hyggelige og inspirerende korstævner i det kommende år.

De bedste hilsner fra Bestyrelsen i København-Helsingør Stiftskreds