Hvad betyder de forskellige kortyper?

Af: Jonas Rasmussen

Er du også forvirret på et højere plan over de mange kortyper der findes? Her er en lille guide til hvordan vi på Korliv.dk definerer de mange kortermer du støder på på siden.

Alle kan synge kor
Dette er koret hvor alle kan være med. Der er ingen optagelsesprøve og typisk ikke krav om nodekundskab, hvilket gør at denne type af kor er perfekt, hvis du aldrig har sunget i kor før.

Blandet kor
Dette er kortypen som blander kønnene. Dvs. at der både synger mænd og kvinder i de blandede kor, og derfor vil besætningen typisk være: Sopran, alt, tenor, bas.

Børnekor
Koret for de mindste. Begrebet “børnekor” kan dog strække sig helt op i gymnasiealderen, så hold øjnene åbne!

Drengekor
Drengekorstraditionen er lang, og de fleste drengekor i Danmark er egentlig drenge- og mandskor. Dvs. at sopran, og evt. alt-stemmen synges af drenge hvis stemme ikke er gået i overgang endnu. Tenor og bas-stemmerne synges af mænd. Alternativt kan et drengekor være en- eller to-stemmigt og dermed kun indeholde drenge med lyse stemmer.

Kammerkor
Termen kammerkor bruges om små til mediumstore kor med mellem 9 og 40 sangere. Kammerkor synger ofte klassisk og/eller sakral musik.

Kirkekor
Kirkekor er de kor der har deres primære virke ved kirkelige handlinger, og mange af disse får løn for at synge til gudstjenester, vielser og begravelser.

Kvindekor
Kortypen “Kvindekor” er, som navnet antyder, et kor kun for kvinder. Aldersgrænserne for hvornår man er pige og hvornår man er kvinde er lidt flydende, men i konkurrencesammenhænge skiller det ofte ved 22 år.

Mandskor
Et mandskor består af kun af mænd og er dermed et ligestemmigt kor.

Pigekor
Et pigekor består, som navnet indikerer kun af piger, og et pigekor synger derfor ligestemmigt.

Seniorkor
Et kor for seniorer. Også her er aldersdefinitionen meget flydende, men man kan altså godt synge i seniorkor selvom man føler sig ung 🙂

Ungdomskor
Ungdomskor kan både være ligestemmige og blandede (se ovenover), men termen indikerer at korets medlemmer er unge. Igen er aldersdefinitionen ikke eksisterende, men i konkurrencesammenhænge går det typisk fra 12-22 år.

Vokalgruppe
Et mindre “kor” hvor alle typisk har deres egen individuelle stemme.

X
X