UngdomslederKurset

 

Lær at lede og skabe trivsel i unge fællesskaber

Synger du i kor - og er en del af ungefællesskaber, hvor sammenhold, trivsel og samarbejde er nødvendigt for at lykkes - så har du nu mulighed for selv at få stærke lederkompetencer som ungdomsleder, hvis du er mellem 16-29 år.

Med KORLIVs UngdomslederKursus får du gennem to årlige moduler redskaber til personligt lederskab, kommunikation, kropslighed, icebreakers og selvfølgelig masser af korsang.

--------

Forårsmodul: Ungdomsleder i musik og fællesskab

Den 10-11. marts 2023 på Dalum Landbrugsskole i Odense.

Forårsmodulet har fokus på dit personlige lederskab i fællesskabet. Lørdag d. 11. marts om formiddagen arbejder I sammen med skuespiller Camilla Bendix med fremtoning og at påtage sig lederskab med fokus på kropslighed, nærvær og udstråling.

Lørdag eftermiddag vil projektleder Jonathan Tetzlaff Ebbesen give jer værktøjer til kommunikation og tillid som grundlag for et godt samarbejde. Her bliver der rig mulighed for at blive udfordret med forskellige opgaver og gåder, der lægger op til kreativitet og stærkt fællesskab.

Du er velkommen til at komme allerede fredag 10. marts kl. 14.30 til KORLIVs årsmøde og deltage i Icebreaker-workshop med Tine Fris-Ronsfeld og Kristoffer Fynbo Thorning. Det er også muligt at ankomme fredag lige inden middagen og være med til den efterfølgende korworkshop under ledelse af kordirigent Jonas Rasmussen, samt aftenhygge og overnatning.

-------

Sommermodul: Ungdomsledelse i leg og organisation

21-22. juli 2023 på Løgumkloster Højskole

Sommermodulet er for alle, der ønsker kompetencer som ungdomsleder i et større samfundsmæssigt perspektiv og som del af organisationen KORLIV og VILROK – KORLIVs unge stemmer. Vi arbejder med ungdomslederansvar i korfællesskaber som  KORLIVs sommerskole og som del af en organisation og et bæredygtigt samfund.

Fredag eftermiddag deler Tine Ohrt sin værktøjskasse med musikalske lege og icebreakers til at skabe et trygt og inkluderende fællesskab. Fredag aften er det tid til refleksion, når der er workshop med korleder Anne Lise Quorning om lederegenskaber og lederroller. Herefter er der aftenhygge, bål og ’glamping’ i højskolens kæmpetelte.

Lørdag formiddag giver VILROK – KORLIVs unge stemmer plads til drømme og ideer til organisationsarbejde med de unges rolle og engagement sammen med en anden organisation.  

Lørdag eftermiddag undersøger ungdomslederne ’det gode fællesskab’ med filosof og højskolelærer Emil Hageman Christensen med udgangspunkt i filosofi og bæredygtighed.

Som ungdomsleder kan du efter sommermodulet deltage i KORLIVs Sommerskole og bruge dine lederkompetencer i sommerskolefællesskabet.